BLOGINDLÆG
Make People Good!
Udgivet den 29 marts 2017 | Torben Lunn | Processmanager og ejer af LederKodeks
I disse opgangstider får virksomheder brug for at ansætte flere medarbejdere for at klare den stigende efterspørgsel. Arbejdsløsheden falder - beskæftigelsen øges - alle er glade!
Men bagsiden af medaljen er, at alle de eftertragtede medarbejdere allerede er ansat hos konkurrenterne. Så skal man igang med fiskeriet, og det koster penge. Maddingen er jo højere løn og bedre arbejdsvilkår. Og nogle af ens bedste medarbejdere bliver fisket over til konkurrenten! Og så skal man lokke ham/hende tilbage igen, og det koster …
Mange ledere tænker i højere grad på at anskaffe nyt frem for at bruge, hvad de har.
Vidste du, at i gennemsnit bruger en medarbejder kun ca 60 % af sin indsats på virksomheden - selv om han/hun aflønnes for 100%
Vidste du, at to ud af tre af dine medarbejdere vil være åbne over for et godt tilbud fra din konkurrent?
Jeg har engang - tro det eller lad være - forvildet mig ind i et fitnescenter! Der sker uhyggelige sager: Menneskene dér arbejder, så sveden springer! De løfter byrder, som Arbejdstilsynet omgående ville forbyde! Og de betaler endda penge for at gøre det?
Hvorfor?
Fordi de kan få lejlighed til at bruge sig selv 100% - og se, at deres formkurve stiger: De bliver dygtigere!
Tænk som leder på det med dine medarbejdere: Bruger de sig selv godt nok? Bruger du dine medarbejdere godt nok? Er du helt bevidst om, hvad der er drivkraften hos hver enkelt af dine medarbejdere? Formår du at udnytte disse kræfter? Og bliver de dygtigere af at være ansat hos dig?