BLOGINDLÆG

Vi bor i vores definition

Udgivet den 19 april 2017 | Torben Lunn | Processmanager og ejer af LederKodeks

Alle kender vi en dårlig leder - meget få har mødt en leder, som åbent erkender, at han/hun er en dårlig leder!

Hvorfor denne diskrepans?

Når jeg møder en gruppe ledere, beder jeg dem en gang imellem om - på skrift - at fortælle mig deres definition på ledelse.

Til dato har jeg spurgt 112 ledere - og har fået 112 forskellige definitioner!

Måske vi her har svaret på dårlig ledelse: Hvis jeg definere ledelse som at vise vejen, så har jeg fred med mig selv, hver gang jeg viser vejen. Så synes jeg, at jeg er en god leder, fordi jeg lever op til min egen definition.

Lidt som at sætte ræven til at vogte høns!

Kan du forestille dig en organisation, hvor hver computer har sit eget styresystem? Gad vide, hvordan kommunikationen og dataudvekslingen vil foregå? Måske vi har et  eksempel herpå i sygehusvæsenets journalsystemer, skattesystemerne osv: Godt tænkt i teori - ubrugeligt i praksis.

Hvis ledelsen i en organisation ikke opererer med de samme definitioner på de vigtigste ledelsesbegreber, vil jeg nok ikke sætte mine pensionsmidler i deres aktier ...